Af Alexander Bendtsen
På papiret lyder det spændende med en anerkendt dansk instruktør (Lone Scherfig), der skal filmatisere en anerkendt chilensk forfatters (Hernán Rivera Letelier) roman.
Desværre er Pigen der fortalte film (med den mindre kiksede spanske originaltitel La Contadora de Películas) et overfladisk værk, der gang på gang spænder ben for sig selv hvad angår opbygning af fortælling.
Jeg har ikke læst bogen, men hvis dens fortælling rummer dybde og nuance, så har manusforfattere Rafa Russo og Walter Salles skrællet det meste af det af i deres oversættelse til filmmanuskript. Det er højst sandsynligt sket i et forsøg på at mase alle bogens historiemæssige led ind i det filmiske format, der jo trods alt er kortere og smallere end romanens dramaturgiske rammer.
I filmens opbygning mærkes den autobiografiske tilgang nemlig tydeligt. Vi følger pigen María Margaritas opvækst under beskedne forhold med sin familie i en lille chilensk by, hvor de fleste mænd arbejder i den lokale mine.
Højdepunktet i den beskedne tilværelse er familieturen til den lokale biografs søndagsvisning hver eneste uge. I takt med at økonomien bliver strammere, kommer familien og andre i byen frem til, at det bedre kan betale sig at sende én person i biografen, der så kan genfortælle historierne til resten. Her bliver alle hurtigt enige om, at Maria Margarita er betydeligt bedre end alle andre. Faktisk med så godt skuespil og sans for detalje, at hun gør det til en scenekunst i sig selv.
Heri ligger historien om Pigen der fortalte film jo så. Og det bliver egentlig meget fint formidlet, hvordan biografens og Maria Margaritas historiefortælling bliver uvurderlig i byen. Et slags billede på kærligheden mellem beboerne som giver dem formål og livslyst i en ellers barsk tilstedeværelse Men filmen vil fortælle så meget mere om den her piges liv, og den strækker det udover hele hendes opvækst og ind i hendes tidlige voksenliv.
Den kærlige søskendedynamik mellem hende og hendes tre meget forskellige brødre hvad angår interesser og ikke mindst filmsmag. Hendes forældres falmende forhold. Romantik mellem hende og en lokal fyr helt fra barnsben af. Familiens atypiske under bordet-aftaler med den tyske chef for minen (dygtige Daniel Brühl der åbenbart også taler strålende spansk). Eskalerende spændinger mellem familien og den griske lokale pantelåner. Ovenikøbet også en landsomspændende politisk konflikt, der ligger og ulmer under overfladen fra start. – Filmen forsøger at takle alt dette på under to timer, og resultatet er frustrerende ufokuseret og tamt.
I stedet for en helstøbt hovedkarakter får vi en flad én i et overfladisk univers, sammensat af en masse plottråde, som man skynder sig henover og i processen siger tæt på intet.
Filmens forsøg på at fremprovokere en emotionel reaktion indenfor sine forhastede plottråde føles oftest søgt, tyndt og ja, bare helt og aldeles ufortjent. Filmens tackling af tematikker som formål og identitet får heller ikke nok luft til udfolde sig ordentligt ud og munde ud i noget særligt substantielt.
Både Alondra Valenzuela og Sara Becker er da begge charmerende i rollen som Maria Margarita (Valenzuela spiller hende som barn, og Becker tager over når rollen bliver ældre), men de har ikke nok materiale til at skabe noget særligt fyldestgørende i rollen. Portrættet af hovedpersonen føles mere som en Wikipedia-side i levende billeder.
De levende billeder byder desuden sjældent på noget synderligt interessant.
Rutinerede Scherfig ved ellers tydeligvis hvad hun laver rent filmteknisk. Hun får også opstillet et par interessante indstillinger, som da hun fanger en kraftig eksplosion fra spændende vinkler, indrammet i et kraftigt lydbillede. Men det meste af filmen bliver rent æstetisk også en kedelig omgang, hvor man ikke forsøger noget interessant og i stedet holder sig til det banale med henblik på kameraføring, belysning og lydbillede.
Gennemgående er der da en beundringsværdigt standhaftig kynisme i Pigen der fortalte film. Ligeledes er der en fin måde at få fortællingen til at dreje sig om kærlighed, film og historier som lyspunktet i karakterernes hårde tilværelse. Men filmens formidling virker desværre så travl i alle facetter, at værket kommer til at føles overfladisk, sjusket og uden fokus.
Kommentarer